Grønland (på grønlandsk: Kalaallit Nunaat, menneskenes land) er verdens største ø. Den har i århundreder været befolket af inuitter, og tidligere af forskellige arktiske jægerfolk. Siden omkring år 1000 har der være bosættelser af folk fra Norge og siden 1721 fra Danmark. Grønland har været styret som en dansk koloni, men fik i 1979 hjemmestyre i rigsfællesskab med Danmark og selvstyre i 2009.
Grønlands forbindelse med Danmark opstod gennem Norge. Udvandrerne fra Norge til Island og derfra til Grønland i 982 lagde sig ind under den norske konge i 1261 som skattelande eller bilande. Den norskfødte viking Erik den Røde (født ca. 950) var en af de første bosættere, og han kaldte øen for Grønland for at lokke nybyggere til fra Island og Norge. I 1400-tallet ophørte nordboernes bosætning, mens den neo-inuitiske indvandring fra omkring år 1000 bredte sig langs begge kyster. De danske konger, der 1380-1814 også var konger i Norge, kom derved også i besiddelse af bilandene, Island, Færøerne og Grønland. Forbindelsen til Grønland ophørte dog i 1400-tallet.
I 1721 blev der igen knyttet varig forbindelse mellem Grønland og Danmark-Norge gennem den norske præst Hans Egede (1686-1758), der som kaldet missionær blev støttet af Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730). Det private Bergenskompagni, der havde fået monopol på handelen mod at støtte missionen, gav op i 1726, og kongens kasse overtog støtten, men da de økonomiske resultater udeblev, befalede Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746) i 1731, at foretagendet i Grønland skulle lukkes. Det lykkedes dog Hans Egede med henvisning til de mange døbte grønlændere at få værket videreført: 1734-50 under den danske købmand og godsejer Jacob Severins (1691-1753) monopol, og 1750-76 under Det Almindelige Handelskompagni. Allerede fra 1774 stod det imidlertid klart, at Almindeligt Handelskompagni på sigt skulle overdrage sit monopol. Der skulle gå to år, før det skete. Fra 1776 overtog Den Kongelige Grønlandske Handel endelig monopolet, der kom til at gælde indtil 1950. I 1776 var de fleste af kolonistederne allerede anlagt på Vestkysten fra Julianehåb (Qaqortoq) i syd til Upernavik i nord.
Under Revolutions- og Napoleonskrigene blev besejlingen på Grønland voldsomt indskrænket, men Kielerfreden i 1814 lod Grønland tilhøre Danmark, og fra 1820'erne blev omkring 50 udsteder anlagt for at bringe vareudvekslingen tættere på grønlænderne.
Grønlænderne fik ikke valgret til Rigsdagen i 1849, men fra 1857 fik de valgte forsamlinger, Forstanderskaber, til administration af lokale forhold. Systemskiftet i Danmark i 1901 fulgtes af en reformperiode i Grønland frem til 1912 på initiativ af reformivrige missionærer i Grønland, som i Danmark især blev støttet af Det Radikale Venstre. Kirkeloven af 1905 betød ophør af Grønland som missionsmark og oprettelse af et provsti. Med Loven om Styrelsen af Kolonierne i Grønland i 1908 oprettedes to landsråd med sæde i hhv. Godthåb (Nuuk) og Godhavn (Qeqertarsuaq), der fik ret til at udtale sig og stille forslag til myndighederne i Danmark.
I Grønland var de mest presserende problemer af erhvervsøkonomisk art. Den grønlandske befolkning var i 1800-tallet vokset fra knap 6000 til lidt over 11.000 indbyggere på et uændret erhvervsgrundlag. Ved århundredskiftet syntes fangsten af sæler ikke at kunne forøges, og derfor indførte man i 1906 fåreavl i det sydligste Grønland. Desuden blev kommercielt fiskeri efter hellefisk sat i værk fra 1908, mens de mange forsøgsfiskerier efter torsk først begyndte at give resultater fra 1917.
Denne udvikling var den største omvæltning i især sydgrønlændernes liv siden Hans Egedes ankomst, og Landsrådene arbejdede ivrigt med på den nye udvikling, men havde kun få midler at stille til rådighed. Fra dansk side var sigtet et balanceret budget, hvilket betød, at investeringerne principielt skulle bæres af de løbende indkomster. Derved kom udbygningen til at forløbe relativt roligt og skabte ikke egentlige konflikter mellem grønlænderne eller mellem dem og de danske.
Dansk suverænitet over Grønland blev administreret forsigtigt; således udstedtes kun adgangsforbud ved kolonistederne og deres opland. Derved blev hele Vestkysten mellem Kap Farvel og Melville Bugt omfattet af monopolet inden 1800, og da handelsstationen ved Ammassalik på Østkysten blev anlagt i 1894, blev den og dens opland også underlagt monopolet. Stationen i Thule blev privat anlagt i 1910, da regeringen ikke ønskede at udfordre Canada; den blev først i 1937 overtaget af staten.
I forbindelse med salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917 fik Danmark anerkendt sit krav om at udstrække sin suverænitet til hele Grønland. En række andre lande bifaldt ligeledes kravet og affandt sig med, at Danmark i 1921 inddrog hele Grønland under sit styre. Alene Norge gjorde ikke. Norske sælfangere havde nemlig fangstinteresser på Østkysten, som de ikke ønskede at blive afskåret fra. Det førte til en intens dansk suverænitetshævdelse, og konflikten kulminerede i 1931 med en norsk ’okkupation’ af områder i Østgrønland og en efterfølgende retssag i 1933 ved Den Internationale Domstol i Haag, som bekræftede Danmarks suverænitet i Østgrønland (Østgrønlandssagen). Et anslag mod den etablerede politik var det, da færøske fiskere i 1927 på trods af Landsrådenes modstand fik lov til at anvende enkelte pladser og efterhånden også til at fiske helt ind til kysten på en tredjedel af kysten med åbent vand.
Den politiske udvikling forløb uden dannelse af partier. Landsrådsmedlemmerne rejste især lokale sager, men efterhånden dog også mere overordnede problemstillinger, så landsrådene blev et fuldgyldigt udtryk for den politiske holdning i Grønland. Loven om Grønlands Styrelse blev derfor revideret i 1925 uden større ændringer.
Christian 10., dronning Alexandrine, kronprins Frederik og prins Knud foretog i 1921 en rejse til Færøerne, Island og Grønland. I dette filmklip ses kongefamilien gå i land i Grønlands største by, Nuuk, der frem til omkring 1979 var kendt som Godthaab på dansk. Fra: Danmark på film, Det danske Filminstitut.
Ved Danmarks besættelse i 1940 blev forbindelsen til Grønland afbrudt, og de to landsfogeder, Eske Brun (1904-1987) og Aksel Svane (1898-1991), overtog regeringsmagten med henblik på at bevare Grønland som dansk og undgå, at der opstod nød i befolkningen. Landsfogederne søgte forbindelse med det neutrale USA for at undgå en tysk, subsidiært en britisk eller canadisk præventiv besættelse. Det førte i april 1941 til indgåelsen af Grønlandstraktaten af 1941 med USA og senere oprettelse af amerikanske flyvepladser og militære baser.
Krigstiden var en fremgangsperiode for Grønland, og befolkningen ønskede flere af dens forhold fortsat efter krigen; ikke mindst den kystrute, man havde oprettet, og den større beslutningskompetence, der nu var blevet placeret i Godthåb. Egentlige krigshandlinger fandt ikke sted på Vestkysten, men nogle enkelte træfninger mellem tysk militært vejrobservationspersonel og den fra 1942 danskoprettede slædepatrulje på Østkysten skete langt fra beboede steder. Dog blev fragtskibet Hans Egede på vej til USA sænket i 1942 af en tysk ubåd.
Befrielsen i 1945 blev modtaget lige så begejstret i Grønland som i Danmark. Landsrådene sendte en delegation til Danmark for at drøfte større politisk kompetence til et centralt styre i Grønland. Den afgivne betænkning fra Grønlandsudvalget af 1946 var velvillig, men imødekom ikke disse idéer, og monopol og isolation blev fastholdt efter landsrådenes ønske. Derimod blev der gennemført omfattende investeringer inden for uddannelse og sundhedsvæsen og et betragteligt løft i lønningerne. Alt i alt betød forslagene en årlig meroverførsel fra Danmark på størrelse med hele det hidtidige budget, og de balancerede budgetters tid var tydeligvis forladt.
Toneangivende danske embedsmænd i Grønland og enkelte grønlændere kritiserede den manglende ophævelse af monopol og isolation. De ønskede en ny udvikling med adgang for privat dansk erhverv i Grønland, og dette pres fik sammen med det uløste spørgsmål om de fortsatte amerikanske baser i Grønland fra november 1947 den nye socialdemokratiske regering til at gå ind for radikale reformer. Statsminister Hans Hedtoft fik i løbet af 1948 tilslutning fra såvel dansk som grønlandsk side til at ophæve monopol og isolation samt indføre dansk privat initiativ under statskontrol i Grønland.
Den store Grønlandskommission afstak i sin omfattende betænkning fra 1950, udmøntet i otte love, de retningslinjer, der kom til at gælde den næste menneskealder. Hovedidéen bag hele dette gigantiske udviklingsprogram var at modernisere det grønlandske fiskeri med danske private foretagender som læremestre. Desuden skulle infrastrukturen udbygges. Med Danmarks Riges Grundlov af 1953 blev Grønland integreret i Danmark, hvorved to medlemmer af Folketinget skulle vælges i Grønland.
De store investeringer og udgifterne til et moderne velfærdssamfund blev båret af Danmark, mens de grønlandske erhverv skulle klare den private indkomstdannelse. Mens infrastruktur, undervisning og sundhedsvæsen hurtigt udbyggedes med store forbedringer til følge, sakkede erhvervsudviklingen bagud. En voldsom befolkningstilvækst vanskeliggjorde en tilstrækkelig udbygning af byerne, der skulle være centre for et havgående helårsfiskeri, og de private danske investeringer udeblev. Myndighederne begyndte derfor fra slutningen af 1950'erne at bygge fiskefabrikker og indkøbe trawlere til det fiskeri, der skulle være det økonomiske grundlag. Det lovende torskefiskeri gik dog drastisk tilbage fra midten af 1960'erne for kun langsomt at blive afløst af rejefiskeriet som det vigtigste primære erhverv.
Den kraftige udbygning var planlagt og blev gennemført af danske eksperter samt et betydeligt kontingent danske gæstearbejdere i Grønland, der var vokset fra nogle få hundrede i 1945 til ca. 3000 eller godt 10 % af befolkningen i slutningen af 1960'erne. Det grønlandske Landsråd ønskede i 1959 på den baggrund at placere sig stærkere i udviklingen, og normalisering, forstået som stærkere ligestilling, også lønmæssigt, var kodeordet. Regeringen nedsatte Grønlandsudvalget af 1960, hvis betænkning i 1964 dannede grundlag for en tiårsplan. Det samlede budget blev igen fordoblet, og hovedidéen forblev en koncentration om byerne ved åbent vand.
Hjemstavnskriteriet fra 1958, der betød lønreduktion for ansatte, der blev defineret som grønlændere, blev i 1964 afløst af et fødestedskriterium, hvilket udløste en voldsom kritik blandt de højest uddannede grønlændere, der begyndte at overveje en mere selvstændig status for Grønland. Mere afgørende herfor blev dog folkeafstemningen om Fællesmarkedet i 1972, hvor Grønland måtte følge Danmark ind i EF, på trods af at 70 % stemte imod. Landsrådet stilede herefter mod en hjemmestyreordning, der som på Færøerne kunne muliggøre Grønlands udtræden af Fællesmarkedet. Forrest i denne bestræbelse stod en lille gruppe, valgt til Landsråd og Folketing i 1971, som i 1977 blev til partiet Siumut (Fremad).
Hjemmestyret blev først drøftet i et rent grønlandsk udvalg 1971-75 og derefter i en dansk-grønlandsk Hjemmestyrekommission 1975-79. Denne proces udskilte en yngre fløj af Siumut, som fra 1977 blev til det socialistiske parti Inuit Ataqatigiit (Forenede Inuitter), der ønskede selvstyre. Samme år dannedes det liberalistiske parti Atassut (Samhørighed), der lagde størst vægt på samhørigheden med Danmark. Dermed var de tre største politiske partier dannet, og de kom alle til at spille en afgørende rolle for den videre udvikling.
I de i øvrigt harmoniske hjemmestyreforhandlinger voldte spørgsmålet om Grønlands undergrund problemer. Fra grønlandsk side ønskede man af nationale grunde ejerskabet henført til hjemmestyret, mens man fra dansk side af hensyn til forsyningssikkerhed med olie ønskede staten som ejer i lighed med det øvrige Danmark. Løsningen blev et ligestillet styre, hvor begge parter havde vetoret.
Hjemmestyret blev indført den 1. maj 1979 ved Lov om Grønlands Hjemmestyre. Loven betoner, at Grønland indtager en særstilling i det danske rige, og at det er "et særligt folkesamfund". Hjemmestyret udgøres af det folkevalgte Landstinget og Landsstyret, som er den politisk ansvarlige regering.
Målsætningen for de grønlandske politikere var med hjemmestyret at skabe et mere grønlandsk Grønland og i højere grad at klare sig selv og styre det grønlandske samfund. Det er på mange måder lykkedes. Der er blevet færre indbyggere født uden for Grønland – de fleste af dem i Danmark. I 1979 udgjorde de 7.620 således 16,4 %, mens de 6.493 i 2006 udgjorde 11,4 % af befolkningen. Det har også sat sit præg på arbejdsmarkedet, idet 55,2 % i 1979 var ansat på lokale vilkår, mens de i 1996 udgjorde 83,5 %. Grunden hertil er sikkert, at de særlige tillæg for tilkaldt arbejdskraft stort set blev ophævet i slutningen af 1980’erne, og at personer med bopæl i Grønland nu ansættes på lokale vilkår uanset fødested. Så Grønland er på dette område blevet mere grønlandsk.
Pengeoverførelserne fra Danmark blev fra 1980 omlagt til bloktilskud – svarende til de udgifter Danmark hidtil havde haft. Efterhånden som flere og flere områder blev overtaget af hjemmestyret voksede bloktilskuddet, mens de direkte statsudgifter blev mindre. Samlet overførsel steg fra 2 mia. kr. i 1980 til 3.4 mia. i 2001. Målt i faste priser var der dog tale om et fald, således at det samlede rådighedsbeløb i stigende grad blev skabt af den grønlandske produktion. Den udgjorde i 1979 22 % af det samlede beløb, men i 2001 hele 46 %. Målt per indbygger i faste priser er levestandarden 10 % højere i 2001 end i 1979. Med hensyn til den samlede økonomi klarer Grønland sig således nu i højere grad selv.
Økonomien er i høj grad præget af virksomheder drevet eller ejet af hjemmestyret, og fiskeriet er den helt dominerende sektor. Således fordelte arbejdsstyrken sig i 1996 med en fjerdedel på fiskeri og fiskebehandling, en tredjedel på offentlig infrastruktur, og en tredjedel på offentlig og privat administration. Anden beskæftigelse udgjorde en tiendedel. Offentligt ansatte i administration og de offentlig ejede virksomheder udgjorde 60 % af arbejdsstyrken. Overtagelsen af de statsejede virksomheder og tjenester fandt sted over en årrække 1985-92.
Styrkeforholdet mellem de politiske partier har kun ændret sig lidt fra valg til valg, men dog markant over perioden som helhed. Siumut har hele tiden været det største parti og altid siddet med ved landsstyret (regeringen), enten alene eller i koalition med IA (Inuit Ataqatigiit). 1995-99 regerede Siumut og Atassut dog sammen. Ved det første landstingsvalg i 1979 fik Siumut således 46,1 % af stemmerne, mens Atassut fik 41,7 % og IA blot 4,4 %. Valget i 2005 gav 30,7 % til Siumut og 19,1 % til Atassut, mens IA opnåede 25,6 %. Det i 2002 dannede parti Demokraterne fik hele 16,1%.
En grov opdeling med Siumut, IA og det kortlivede Arbejderparti til venstre, og Atassut og Demokraterne + enkeltkandidater til højre, giver et flertal til venstrefløjen i hele perioden undtagen 2002-2005, hvor den kun opnåede 45,6 %.
De vigtigste politiske spørgsmål i hjemmestyreperioden har været balancen mellem bygderne og byerne samt forholdet til omverdenen. For det nye styre i 1979 stod bygderne som et udtryk for det autentiske Grønland, og mange bestræbelser blev gjort for at lette tilværelsen for bygdebefolkningen. Efter overtagelsen af den samlede økonomi i slutningen af 1980’erne kneb det dog med at indfri bygdernes forventninger. Valget stod mellem en rationel udnyttelse af de økonomiske ressourcer ved at prioritere det havgående fiskeri, eller at overføre flere ressourcer til bygderne, hvor rentabiliteten ikke stod mål med byernes formåen. Hvorom alting er, så fortsatte den århundredlange udvikling med faldende befolkningstal i bygderne.
Udtræden af Fællesmarkedet var en vigtig baggrund for ønsker om hjemmestyre. Det blev gennemført fra 1. januar 1985, hvorefter man fik en ordning, der sikrede fri adgang til det europæiske marked mod salg af fiskerilicenser til fællesskabets borgere. Økonomisk var relationen nærmest uændret, idet salget af licenser siden har udgjort ca. 8 % af hjemmestyrets indtægter, omtrent samme størrelsesorden som tilskud og lån fra de europæiske fonde havde givet i perioden 1973-1985.
Udtræden var dog ikke udtryk for et isolationsønske. Grønland deltager i internationalt samarbejde enten som del af en dansk delegation som i EU fra 1992, eller på vegne af rigsfællesskabet fx angående fiskeri i Nordatlanten, eller helt på egne vegne som i den nordatlantiske kommission for havpattedyr. Allerede før hjemmestyret deltog man i ICC, et interpolart samarbejde mellem inuitter, ligesom der er nære forbindelser til de inuitstyrede områder i Canada – Nunavut.
På den baggrund og på grund af den amerikanske tilstedeværelse på Thulebasen har Grønland dog ønsket at få en mere selvstændig indflydelse på den del af dansk udenrigspolitik, der vedrører Grønland. Ønsket er at få hjemmestyreordningen afløst af en selvstyreordning, der indfrier dette ønske uden at bryde ud af rigsfællesskabet. I 2003 færdiggjorde hjemmestyret en rapport, der opregnede ønskerne, og i 2004 blev en fælles dansk-grønlandsk kommission nedsat for at se nærmere på forholdet.
Kommissionens forslag blev vedtaget ved folkeafstemning i Grønland i november 2008 med overvældende majoritet på ca. 76 % af stemmerne.
Der er to afgørende ændringer fra Hjemmestyreordningen. For det første anerkendes grønlænderne som et folk i folkeretslig forstand med ret til af blive selvstændige, når de ønsker det, og for det andet overdrages ejendomsretten til ressourcer og råstoffer til Selvstyret. Uændret er den danske regerings ansvar for udenrigspolitik og forsvars- og sikkerhedspolitik.
Selvstyret trådte i kraft den 21. juni (Grønlands nationaldag) 2009 efter vedtagelse i Folketinget og Landstinget i Grønland.
Se temaet: Det moderne Grønland på film
Se tidslinjen: Grønlandsk historie i nyere tid
Se temaet om fotograf, etnograf og arktisk pioner Jette Bang. Hun fotograferede og filmede op gennem 1930’erne og 40’erne i Grønland og lavede hovedværket 'Inuit' – den første etnografiske farvefilm i verden. I temaet kan man se 24 af hendes film inkl. en nyrestaureret version af ’Inuit’. Man får samtidig et indblik i hendes metode og store betydning for den grønlandske kulturarv.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.