Christian 8., 1786-1848

I maj 1813 blev Christian Frederik (født 1786, regent 1839-1848) sendt til Norge som statholder for den danske konge Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839). Danmarks alliance med Frankrig under Napoleonskrigene fik som konsekvens, at man med Frankrigs nederlag tabte Norge til Sverige, som det blev bestemt ved fredsslutningen i Kiel i januar 1814. En norsk selvstændighedsbevægelse afviste dog den danske konges ret til at overgive landet til den svenske konge, erklærede Norge selvstændigt og valgte Christian Frederik til landets konge. I den situation valgte prinsen at underskrive en fri forfatning for Norge den 17. maj 1814, Eidsvoll-forfatningen, der på det tidspunkt var den mest liberale i Europa.

Christian Frederik havde tidligere i forløbet søgt at blive Norges konge i kraft af sin arveret, og da det ikke lod sig gøre, accepterede han kongevalget som det kald, han måtte følge. Christian Frederik måtte dog senere på året abdicere, idet Sverige under krigstrusler insisterede på at gennemføre den union af Sverige og Norge, som var lagt til rette ved fredsslutningen i Kiel.

Christian Frederik vendte tilbage til Danmark og giftede sig i 1815 med Caroline Amalie (1796-1881), som var datter af Hertugen af Augustenborg, og som han forblev gift med til sin død. Christian Frederik vendte måske nok hjem til ægteskab, men ikke for at glide ind i det politiske establishments øverste lag, som man kunne forvente for en prins. Først i 1831 blev han medlem af Gehejmestatsrådet, den enevældige konges håndplukkede 'regering'.

Om det skyldtes Christian Frederiks handlemåde i Norge, der var udtryk for hans egen analyse af, hvad han måtte gøre i den foreliggende sammenhæng, og som ikke skete med Frederik 6.s billigelse, eller om det skyldtes deres indbyrdes personlige forhold, der beskrives som køligt og distanceret, kan ikke siges. Et faktum er det, at Christian Frederik i 1815 blev indsat i en til lejligheden oprettet stilling i provinsen som guvernør på Fyn og Langeland. Det gav tid til omfattende rejser i Europa 1818-1822 og et aristokratisk liv over evne i årene derefter præget af selskabelighed og kulturelle aktiviteter.

Christian Frederik kunne selv efter sin indtræden i Gehejmestatsrådet forholde sig ret frit til sagerne. Efter at han blev konge i 1839, indtog han derimod det ansvarlige statsoverhovedes rolle, han ledede sin helstat og spillede en aktiv rolle i formuleringen af den førte politik. Hvor Frederik 6. i de sidste mange år havde måttet indskrænke sig til at stå imod, så havde hans efterfølger den kapacitet, både arbejdsmæssigt og intellektuelt, at han i de meget store spørgsmål kunne gøre sig gældende i det, der i hans regeringstid fremstod som regeringens politik: bevarelsen af den enevældige helstat.

Hvad bevarelse af enevælden angik, betød det ikke, at reformer af styreformen var udelukket. Stænderforsamlingerne som befolkningens talerør i forhold til styret var en rimelig og rationel fornyelse af enevælden, men demokrati kunne ikke komme på tale. I stedet arbejdede Christian 8. sammen med ledende embedsmænd fra begyndelsen af 1840'erne til kort før sin død med forskellige modeller for en modernisering af styrelsen af det danske monarki, der byggede videre på stænderforsamlingerne. Et gennemgående træk i de mange betænkninger, dette arbejde resulterede i, var kongens interesse for i det danske monarki at indføre et statsråd efter preussisk model. Det preussiske statsråd var en slags kongeligt senat, der bestod af prinser, de øverste forvaltningschefer og embedsmænd og andre fremtrædende mænd efter kongens valg. Dets funktion var at fungere dels som rådgivende lovgivningsorgan, dels som forvaltningsdomstol. Fra Christian 8.s synspunkt passede et sådant statsråd godt til en politik, der søgte at stabilisere enevælden og tilpasse den tidens krav.

Bedømmelserne af Christian 8. som person er delte. Smålig, egenrådig, upræcis, vankelmodig og unaturlig er nogle af de prædikater, der er hæftet på ham. På positivsiden fremhæves hans kulturelle og videnskabelige interesser sammen med hans flid og fatteevne. Han levede endvidere endnu i en tid, hvor et embede, en understøttelse eller en pension var en nådesbevisning - og det udtryk var dengang mere end den blotte kliché. Det var i sidste ende udtryk for den kongelige velvilje mod den pågældende. For en konge, der som Christian 8. ønskede at blive informeret og besad arbejdsevnen til at følge de tusinder af sager op, gav det store muligheder for at påvirke borgernes tilværelse. Han kunne - og gjorde det efter alt at dømme hyppigt - benåde dødsdømte, tildele kunstnere og videnskabsmænd rejsestipendier og enker et tillæg til pensionen. Den helt personlige kongelige vilje var en realitet både i samfundets top og på dets bund.

Læs mere om Christian 8. i Dansk Biografisk Leksikon

• Året 1848 og overgangen fra enevælde til indskrænket monarki
• Enevælden 1660-1849
• Frederik 7., 1808-1863
• Frederik 6., 1768-1839
• Orla Lehmann, 1810-1870
• Rasmus Sørensen, 1799-1865
• De rådgivende stænderforsamlinger, 1834-1848
• Inddragelse af befolkningen i den enevældige administration, 1800-1848
• D.G. Monrad, 1811-1887
• Freden i Kiel 14. januar 1814
• Den dansk-norske skilsmisse i 1814
• Enevældens faser 1660-1848

• Orla Lehmann - Falstertalen 30. januar 1841
• Sprogreskriptet af 14. maj 1840
• Uddrag af protokollen fra Slesvig Stændertidende, 11. november 1842
• Læge Manicus' beretning fra Færøerne om mæslingeepidemien i 1846
• Fædrelandet, extrablad, 7. december 1839
• Bondecirkulæret, 8. november 1845
• Christiane Korens dagbog fra Norge, januar 1814
• Det ældste bevarede fotografi fra Danmark, 1840
• Aftenbladets positive omtale af enevældens pressepolitik, 1843-1844
• Nyt Aftenbladets forsvar for enevældens politik, 22. december 1847

• Kong Christian VIII.s dagbøger og optegnelser, bd 1-7 (1943-1995).
• Kong Christian VIII.s breve. Augustenborgerne bd. 1-2. (2005).
• Petersen, Niels (udg.): Betænkninger fra Christian VIII’s Tid om Styrelsen af det Dansk Monarki (1969).