Nedenfor er gengivet et uddrag fra den danskfødte sorenskriverfrue Christiane Birgitte Korens (1764-1815) dagbog i januar 1814, hvor kongen af Danmark afstod Norge til kongen af Sverige ved freden i Kiel som afslutning på Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene 1807-1814. Christiane Koren (født Diederichsen) var født i København, men giftede sig i 1787 med den norske sorenskriver Johan Koren (1758-1825) og flyttede til Norge, hvor de bosatte sig i Hovin ikke langt fra Eidsvoll ca. 70 km nordøst for Oslo. Hun skrev i en længere årrække en dagbogs-journal som cirkulerede i en central vennekreds i og uden for Norges hovedstad. Hun var en tydelig kvindestemme i den norske offentlighed, og hendes dagbøger var ikke blot private optegnelser, men rettet mod en større offentlighed i en salonlignende kreds i Norge.
Christiane Korens optegnelser fra 1814 spejler de dramatiske begivenheder i løbet af året set fra et dansk-norsk kvindeperspektiv. De vidner om chok og sorg efter nyheden om Kieltraktaten i januar/februar, glæde over den norske modstand, arbejdet med den nye norske grundlov på Eidsvoll i foråret 1814, synet på den svenske tronfølger Karl Johan (1748-1818) og svensk-venlige kredser i Norge til resignation efter indgåelsen af den svensk-norske union i november 1814.
Christiane Korens dagbog fra 1814 er bearbejdet og udgivet af Nasjonalbiblioteket i Oslo, hvor hele udgivelsen kan findes her.
Hovin, 1814
Nytaarsdagen.
Gud give I alle maae være gladere, lettere om Hiertet, end jeg er i Dag, og Gud give os Alle at see Aaret gaae frem og endes under bedre Aspecter, end det begynder. Dog, der siges jo, Danmark har giort (maattet giøre, skulde det vel hedde) Fred med de Allierede, og at Coursen er faldet, o. s. v. Jeg kan aldrig vænne mig til at tænke Norges og Danmarks Interesse særskildt, og Gud lade aldrig den Tiid komme, da jeg blev nødt til at tænke anderledes end nu. Dog, tænke anderledes – hvad kunde nøde mig til det? Selv om min troe Veninde, Haabet, forlod mig, mine Tanker og Ønsker kunde hun ved sin Flugt ikke berøve mig […]
Jeg lovede Eder, Elskede, troer jeg, i det seneste Hefte, Aarets sidste, at lade Jean Paul tale for mig. Det klinger skiønnere i Originalsproget, men da ikke alle mine kiære Læserinder kommer til rette med det, staaer det her i vort Modersmaal.
«Naturen river vel med saadan Iil Taare af vore Øyne, Sukke af vort Bryst, at den Vise aldrig ganske kan have Sørgefloret fra sit Legeme; men hans Siæl bærer intet! Thi er det engang Pligt eller Fortiæneste, at bære den mindste Lidelse med Munterhed, saa maae Udholdelsen af den største ogsaa være Fortiæneste, kun en større, ligesom den samme Grund, der byder Forladelse for smaae Fornærmelser, ogsaa gielder for Tilgivelsen af de aller største.» – Og et andet Sted: «Men een Smerte bliver dig tilgivet eller giengieldt: den for dine Døde. Thi denne søde Smerte for de Tabte, er dog kun en anden Trøst – naar vi længes efter dem, er det kun en vemodigere Maade at vedblive at elske dem – og naar vi tænker paa deres Bortgang, saa flyder jo vore Taare saa vel som naar vi udmaler os den glade Giensamling, og de Taare ere vel ikke forskiællige.» – Saa mange ere Ordene. O, hvor ofte har du trøstet og varmet og hævet mit Hierte, ædle Jean Paul, du sande Siæleven […]
Økeren.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.