Den dansk-norske skilsmisse i 1814

Resultatet af Freden i Kiel, hvor Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839) nødtvungent måtte overlade Norge til den svenske konge, blev i Danmark beklaget af mange og senere omtalt som ”tabet af Norge”. I Norge derimod greb folket chancen for større selvstændighed med stort begær. Her blev opløsningen af det, der også var kendt som ”Tvilling-Riget”, ikke set som et tab, selv om der var dem, der begræd bruddet. For nordmændene var 1814 en genfødsel og en ny begyndelse, et pludseligt spring fra at være en integreret del af en af Europas mest restriktive enevældige stater til i vidt omfang at blive en selvstændig nation med en af de mest liberale grundlove, Eidsvoll-forfatningen fra den 17. maj 1814. Efteråret 1814 endte, til trods for norsk modstand, med en løsere form for personalunion med Sverige, hvor den norske grundlov i en noget revideret form blev anerkendt og gav Stortinget magt til stædigt at stå imod alle senere svenske forsøg på at knytte landene tættere sammen.

Den danske oplevelse af ”tabet af Norge” fik et norsk modsvar i de ”svundne 400 år”, senere ”400-årsnatten”. I det norske forhold til Danmark efter skilsmissen i 1814 spillede de to landes lange fælles historie en vigtig rolle. Et tilbagevendende kritikpunkt fra Norge mod Danmark blev de såkaldte tabte århundreder, som havde begrænset Norges udvikling. Samtidig blev der i den norske historieskrivning lagt stadig mere vægt på landets tradition som selvstændigt rige før unionstiden, den gammelnorske storhedstid i 1200-tallet, da Norge var et stort nordatlantisk kongerige med eget kirkestyre, landslov, sprog og kultur.

Begivenhederne i 1814 var for Norge afslutningen på en lang eksistens under dansk dominans. Fra 1380 til 1814, i alt 434 år, var Norge og Danmark knyttet sammen i et politisk fællesskab, der varierede i styrke og nærhed, og hvor også Sverige i perioder var en del af Kalmarunionen (1397-1523). Det var ikke givet, at fællesskabet skulle vare så længe, eller at Norge, som gennem hele perioden var sit eget kongerige, blev en så underordnet part. I udviklingen fra en skandinavisk trestatsunion til et dansk-norsk dobbeltmonarki er imidlertid en konstant styrkelse af den danske kongemagt og en centralisering af statsstyret et gennemgående træk. Den politiske magt blev i stadig større grad samlet i København, og Norge gik lidt efter lidt fra at være sin egen stat til i praksis at være en dansk provins – en provins, der dog fik større betydning hen mod slutningen af unionstiden.

Der var i Norge i begyndelsen af 1800-tallet en voksende utilfredshed med unionen med Danmark, men det til trods var begivenhederne i 1814 ikke et resultat af norske krav, men af svenske planer og international storpolitik. Den dansk-norske skilsmisse i 1814 var et brud, der blev påtvunget udefra. Det var ikke mange i Norge, som havde overvejet muligheden for at gøre en ende på den langvarige union. Det var en svensk plan udformet og ført ud i livet af den svenske kronprins Karl Johan (født 1763, regent i Norge 1814-1844), den tidligere franske marskal Jean-Baptiste Bernadotte, som nu havde vendt sig mod Napoleon (1769-1821). Bernadotte var overraskende blevet valgt som svensk tronfølger i 1810, året efter at Sverige havde tabt Finland til Rusland, og Gustav 4. Adolf (1778-1837, regent 1792-1809) var blevet styrtet.

I 1812 havde Karl Johan allieret sig med den russiske zar Aleksander 1. (født 1777, zar 1801-1825). Denne alliance var en orientering væk fra ønsket om en genforening med Finland, der havde været del af det svenske rigsfællesskab i 600 år. I stedet kastede Karl Johan sit geopolitiske feltherreblik på Norge og den skandinaviske halvø og kunne her støtte sig til ældre svenske traditioner, der strakte sig helt tilbage til 1500-tallet. Altså blev en union på den skandinaviske halvø Karl Johans krav til stormagterne, både som kompensation for tabet af Finland og som belønning for den svenske støtte til de allierede i kampen mod Napoleon.

Den nye politik blev forankret med traktater. Efter den første med Rusland i 1812 fulgte den vigtige Stockholmtraktat fra 3. marts 1813, der sikrede britisk accept og støtte til Sveriges krav på Norge, siden traktater med Preussen og Østrig. Men for at nå sit mål om en svensk-norsk union, måtte Karl Johan tvinge Danmark til at afstå Norge. Planen var derfor at tage Norge ved at angribe Danmark. I Danmark kendte man godt til den svenske plan. Mens den svenske kronprins Karl Johan i foråret 1813 var på vej sydover til Leipzig, til det, som blev et afgørende slag mod den franske kejser Napoleon 1. i oktober 1813, drog den danske tronfølger Christian Frederik (1786-1848, konge i Norge 17. maj-10. oktober 1814) i modsat retning − mod Norge.

I foråret 1813 udnævnte den danske enevældige konge Frederik 6. sin fætter prins Christian Frederik til statholder i Norge. Fra danske side var udnævnelsen af den danske tronfølger til embedet som statholder en del af indsatsen for at fastholde nordmændenes loyalitet, som ikke længere var noget, der kunne tages for givet. Prinsen var blevet holdt opdateret om udviklingen i landet, også om de mange svenske forsøg på at påvirke nordmændene gennem pamfletter og proklamationer. Fra dansk side blev der taget til genmæle og skrevet pamfletter i en veritabel propagandakrig, der toppede i 1813-14, både i Norge, Danmark og Sverige og uden for regionen, med spredning af information – og misinformation.

Hundredvis af pamfletter, proklamationer, taler og digte, foruden artikler i aviser og tidsskrifter, indgik i denne krig på ord om Norge. Mange af teksterne var stilet til det norske folk, og fra svensk side var målet at få det norske folk til at se velvilligt på en svensk-norsk union og i bedste fald selv tage initiativ til at kaste det danske åg fra sig. Selv om der eksisterede svenskvenlige kræfter i Norge, der ville ud af unionen med Danmark, var det samtidig svært at finde bred opbakning til en union med nabolandet i øst, der i århundreder havde været Danmark-Norges arvefjende. Flere udgivelser rettede sig også mod et internationalt publikum, ikke mindst den britiske opinion, der kunne påvirke det britiske parlament og regering og dermed også tilvejebringe den britiske støtte, der var så afgørende for, at Karl Johan kunne gennemføre sine planer.

Med russiske og svenske tropper var den svenske kronprins Karl Johan sent i 1813 draget nordpå fra Leipzig og havde invaderet Holsten og Slesvig. Under forhandlinger med briterne og svenskerne i den holstenske by Kiel blev Frederik 6. tvunget til at slutte sig til koalitionen mod Napoleon. Kielerfreden mellem Danmark og Sverige 14. januar 1814 fastslog, at Norge skulle overføres fra den danske til den svenske monark − ikke som en provins, men som et kongerige forenet med Sverige. Frederik 6. måtte følgelig afstå sit gamle unionsland til Karl 13. og hans efterfølger på tronen, Karl Johan. De gamle norske bilande, Grønland, Island og Færøerne, forblev imidlertid på danske hænder. Historikere har siden diskuteret baggrunden for denne undtagelse, men hvis vi ser på Karl Johans offentlige og diplomatiske argumentation for en svensk-norsk union over for de europæiske stormagter, som var behovet for en strategisk sikrere skandinavisk halvø, så var de nordatlantiske øer aldrig en del af det geopolitiske billede.

Med Kieltraktaten havde Karl Johan umiddelbart opnået sit mål om at tage Norge fra Danmark – endda uden krigshandlinger på norsk jord. Men kampen om Norge og om nordmændenes loyalitet var ikke forbi. Den var kun lige begyndt.

Hvad det norske folk måtte mene, var aldeles underordnet, men det skulle alligevel komme til at spille en betydningsfuld rolle i 1814. Ingen nordmænd havde siddet med ved forhandlingsbordet i Kiel, og de brød sig ikke om at blive overført, som det snart blev formuleret, som ”en flokk med kvæg”. For udviklingen i Norge var det desuden afgørende, at Christian Frederik allerede var i landet, da skilsmissen mellem Norge og Danmark blev beseglet i januar 1814. Kieltraktaten blev startskuddet for den næste fase af Christian Frederiks norske mission – at lede et norsk oprør med det mål at bevare riget for sig selv og sin slægt. Svenskerne kunne bruge krigen til at tvinge danskerne, men når det kom til at få Norge til at underordne sig, havde de begrænsede muligheder.

En vigtig forudsætning var desuden, at Karl Johan ikke kunne vende sine svenske tropper nordpå og sikre sit ’krigsbytte’. Krigen på kontinentet var ikke forbi endnu. I marts nåede de allierede til Paris, og i april blev Napoleon afsat og sendt i eksil på øen Elba. Først da kunne Karl Johan trække sine tropper hjem. Det åbnede muligheder, der blev udnyttet maksimalt af nordmændene og den danske prins i landet.

Først næsten en måned efter underskrivelsen, 11. februar 1814, modtog Christian Frederik et eksemplar af den fulde fredstraktat fra sin fætter Frederik 6. Efter også at have modtaget kongens åbne brev og proklamationen, der formelt løste nordmændene fra deres troskabsed til majestæten, gjaldt det om at handle hurtigt. Unionen var nu opløst, som Kielerfreden krævede, og det var forudsætningen for norsk enegang. Afslutningen på unionen blev accepteret, men ellers blev traktaten som sådan udråbt som ugyldig i Norge – kongens ret til at afstå landet til den svenske konge blev ikke anerkendt.

Med ophævelsen af troskabseden var retten til Norge faldet tilbage på det norske folk – sådan blev det udlagt for Christian Frederik på hans første møde med udvalgte nordmænd, det såkaldte Notabelmøde på Eidsvoll Værk uden for hovedstaden Christiania den 16. februar 1814. Prinsens planer om at påberåbe sig sin arveret fik kraftigt modspil, og han måtte rette sine egne planer ind efter de norske ønsker – og skrive alle sine proklamationer om. I stedet for enevoldsmagt blev det nu bestemt, at der skulle indkaldes til en grundlovgivende forsamling på Eidsvoll, der så, ifølge den reviderede plan, skulle vælge prinsen som norsk konstitutionel konge.

I Norge var foråret 1814 præget af handling og forhåbning. Meget afhang af at få afsluttet arbejdet med Grundloven, der så kunne præsenteres som et fait accompli over for omverdenen − en norsk uafhængighedserklæring i protest mod Sveriges unionspolitik. Den norske modstand blev gradvis kendt i både Sverige og Europa. Ikke mindst i Storbritannien kom bølgerne til at gå højt i debatten om Norge i foråret og sommeren 1814. Det ”norske spørgsmål” blev set som en vanskelig og generende sag langt ind i regeringen, fordi den britiske opinion i høj grad fattede sympati for det tapre, frihedselskende norske folk. Det enevældige Danmark havde man derimod ingen sympati for, men også den egenrådige svenske kronprins var temmelig omstridt.

På Eidsvoll arbejdede en valgt rigsforsamling med 112 repræsentanter for at udforme den norske grundlovs 110 paragraffer i perioden fra den 10. april til den 17. maj. Den nye grundlov slog i første paragraf fast, at ”Kongeriget Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt rige. Dets regeringsform er indskrænket og arvelig-monarkisk”. Samme dag, den 17. maj, blev Christian Frederik enstemmigt valgt som Norges konge. Han accepterede formelt titlen den 19. maj. Norge havde igen sin egen konge, den første siden Håkon 6. Magnussons død i 1380.

For Norge var den vundne sejr med egen grundlov og konge dog meget skrøbelig, og Christian Frederiks hvedebrødsdage som norsk konge var hurtigt overstået. Ingen uden for Norge anerkendte hans og landets nye position, noget, som stormagtskommissærerne, der kom til Christiania, straks gjorde klart. Og i slutningen af maj var Karl Johan ankommet til Sverige med sin hær. Den 26. juli 1814 indledte de krigshandlinger mod Norge.

Forårets nationale optimisme blev sat på en hård prøve, men krigen skulle blive kortvarig. Christian Frederik holdt sig i defensiven og fokuserede på at sikre Grundloven. Karl Johan havde ikke meget tid og meget lidt at vinde ved en langtrukken krig – stormagterne var samlet i Wien for at skabe fred og sikkerhed i Europa, og de ønskede ingen krig i Norden. De internationale forhold, der i begyndelsen af 1814 havde hjulpet Karl Johan med at opløse den dansk-norske union, skulle samme efterår tvinge ham til at anerkende den norske grundlov med nogle mindre ændringer. Ved Mosskonventionen den 14. august blev den norske grundlov formelt accepteret, men svenskernes modkrav var, at Christian Frederik måtte abdicere.

Et ekstraordinært norsk storting trådte sammen i oktober 1814 for at forhandle med de svenske udsendinge og foretage den nødvendige revision af Grundloven. Den 10. oktober abdicerede Christian Frederik over for Stortingets delegation – også på vegne af sin slægt – og forlod Norge for bestandigt. Den 4. november blev den reviderede grundlov skrevet under, og Karl 13. (født 1748, regent i Norge 1814-1818) i Sverige valgt som norsk konge. Karl Johan havde nået sit mål om en union på den skandinaviske halvø.

Den danskfødte sorenskriverfrue Christiane Koren (1764-1815), bosat ikke langt fra Eidsvoll, kommenterede årets dramatiske begivenheder i sin dagbog, som regelmæssigt cirkulerede i hendes store omgangskreds. Mens hun i august 1814 bittert slog fast: ”Hvor jeg var rig engang! Jeg havde to Fædrenelande. Nu har jeg intet paa Jorden”, kunne hun i november indse, at den nye forening ”dog vel kunde være Norges sande Gavn”, som forholdene nu var, og at nordmændene havde grund til at være ”i det mindste ikke misfornøyede”.

I efteråret 1814 var det århundredgamle dansk-norske statsfællesskab endegyldigt forbi, selv om skilsmisseprocessen blev langtrukken på grund af de mange kulturelle og litterære bånd mellem landene, som fortsat bestod. Først efter valget af endnu en dansk prins, Carl (født 1872, regent 1905-1957), til norsk konge som Haakon 7. efter opløsningen af unionen med Sverige i 1905 og flere nationale omkampe i det tidlige 1900-tal blev også den dansk-norske kulturunion endelig opløst med det såkaldte ’hjemkøb’ af de store norske forfattere. I første række Henrik Ibsen (1828-1906) og Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) i 1925. Den dansk-norske bodeling fortsatte dog videre ind i 1930’erne med konflikten om Grønland.

Historien om 1814, om århundrederne før og i og for sig store dele af 1800-tallet er i mangt og meget en fælles skandinavisk historie. Alligevel fortælles historien som regel fra et dansk eller norsk – eller svensk – perspektiv, ikke et dansk-norsk eller fællesskandinavisk, og desuden med udgangspunkt i det, der først senere blev de velkendte nationale grænser. I dansk historieskrivning bliver Norge, og andre dele af fordums konglomeratstat, gerne udeladt. Den norske historie fra 1380 via 1814 til 1905 kan ikke helt så nemt skrives uden at tage Danmark og Sverige med, og mens man i norsk historie taler om ”dansketiden”, findes der – i hvert fald ikke endnu – en tilsvarende ”norsketid” i dansk historie.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

• Freden i Kiel 14. januar 1814
• Kulturlivet i Danmark 1814-1849
• Frederik 6., 1768-1839
• Christian 8., 1786-1848
• Konglomeratstaten
• Oprettelsen af Universitetet i Oslo, 1813
• Den fransk-danske alliance 1807-1814
• Færøerne og Danmark, 1814-

• Frederik 6.s aabne brev om Norges afståelse til Sverige, 18. januar 1814
• Fredstraktat imellem Danmark og Sverige sluttet i Kiel den 14. januar 1814
• Fredstraktat imellem Danmark og Storbritannien sluttet i Kiel den 14. januar 1814
• Christiane Korens dagbog fra Norge, januar 1814

• Hemstad, Ruth: Den dansk-norske skilsmisse 1814. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2023).
• Hemstad, Ruth: Propagandakrig. Kampen om Norge i Norden og Europa, 1812-1814 (2014).
• Frydenlund, Bård: Spillet om Norge: Det politiske året 1814 (2014).
• Glenthøj, Rasmus (red.): Mellem brødre: Dansk-norsk samliv i 600 år (2016).
• Glenthøj, Rasmus og Morten Nordhagen Ottosen: 1814. Krig, nederlag, frihed. Danmark-Norge under Napoleonskrigene (2014).