Anden halvdel af 1700-tallet betegnes som oplysningstiden, hvor der skulle spredes lys og klarhed i det mørke af uvidenhed, fordomme, vanetænkning, nedarvede forestillinger og overtro, der omsluttede samfundet og befolkningen. I begrebet oplyst enevælde ligger, at kongen skal bruge sin enevældige magt til at gennemføre samfundsreformer, der skal sprede lys i dette mørke. F.eks. skolereformer eller landboreformer.
Hvor kongen hidtil havde skullet afværge onder, blev det nu i højere grad regentens opgave at levere flere goder til befolkningen. Teokratilæren virkede ikke længere helt overbevisende. Så der blev i stedet i højere grad slået på samfundspagtlæren, på det forhold, at befolkningen selv frivilligt havde overdraget magten til kongen. Og når det var tilfældet, fulgte det logisk, at kongen derfor var forpligtet til at regere med henblik på at fremme og sikre befolkningens velfærd og økonomiske fremgang. Når dette var omdrejningspunktet for det enevældige system, ja, så måtte befolkningen have mulighed for at ytre sig om sine ønsker i så henseende – i hvert fald i princippet.
En fremherskende ideologi i perioden er blevet kaldt den opinionsstyrede enevælde. Den gik ud på, at der skulle være en fri offentlig debat om samfundsforholdene, og styret skulle følge denne debat, tage bestik af den og gennemføre reformer på grundlag af indsparkene herfra. Kongen blev stadigvæk kaldt en fader, men nu i betydningen en kærlig og omsorgsfuld far, der sørgede godt for sine børns velfærd og trivsel. Endvidere blev der nu lagt mere vægt på kongemyndigheden end på selve kongen som person. Kongen blev nu i højere grad set som statens øverste embedsmand, topfiguren i et civilt og militært bureaukrati, der var afhængig af input fra dette og efterfølgende af, at hans system sørgede for at føre hans beslutninger ud i livet.
Landets godsejere og borgerligt fødte embedsmænd udgjorde fortsat de ledende grupper i samfundet, som styret støttede sig til. Embedsstanden blev mere professionaliseret og i stigende grad udnævnt på grundlag af uddannelse og faglige kvalifikationer. En del af de lokaladministrative funktioner, som var blevet lagt ud til de lokale godsejere, blev nu taget tilbage og overtaget af statslige embedsmænd. Mens det hidtil havde været nogle få, rige erhvervsfolk primært i København, der havde nydt godt af enevældens erhvervspolitik, orienterede styret sig nu imod middelklassen i byerne i skikkelse af købmænd, fabrikanter, embedsmænd og udøvere af det, vi nu om dage ville kalde liberale erhverv. Det var udtryk for, at denne bymiddelklasse som følge af de bedrede økonomiske konjunkturer var begyndt at få øget vægt i samfundslivet.
Udtrykket undersåtter rimede ikke så godt på den nye betoning af samfundspagtens lære om, at befolkningen selv havde overdraget magten til kongen, så at han kunne bruge den til at befordre befolkningens velfærd - eller med den opinionsstyrede enevælde. Derfor blev befolkningen i stedet i stigende grad betegnet borgere i betydningen myndige samfundsmedlemmer. Mens en undersåt skulle være lydig, skulle en borger være loyal, og tillige måtte vedkommende være aktiv og engageret i offentlige anliggender, f.eks. ved at deltage i debatten. Blot at gøre som der blev befalet, og i øvrigt passe sit eget var ikke længere nok.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.