De norske universitetsønsker i 1760’erne og 1770’erne skal ses på baggrund af oplysningstidens ideer om videnskaben som drivkraft i samfundsudviklingen. Universitetet skulle således skaffe videnskabelig ekspertise og økonomisk vækst til det norske samfund.
Det drejede sig imidlertid ikke kun om den økonomiske udvikling af Norge, men også om det norske borgerskabs stands- og klassebestemte økonomiske interesser. Både i den norske borgerstands bønskrift til Frederik 3. i 1661 og ved oprettelsen af universitetskomiteen i 1793 var universitetsønsket svar på en uddannelsesmæssig centralisering i København. De norske borgere kæmpede i 1793 således for at fastholde deres familiers sociale position, efter at en universitetseksamen var blevet forudsætningen for en karriere som statslig embedsmand, idet det var dyrt at sende sønnerne til København.
Endelig var der et ønske om ligeberettigelse mellem Danmark og Norge. Det blev første gang tydeligt under pressefriheden i Struensee-årene, hvor det blev fremført, at fraværet af et norsk universitet skyldtes et dansk ønske om at holde Norge nede. Her blev universitetet fremført som et nationalt krav. Efter det såkaldte mageskifte i 1773 mellem Danmark og Rusland blev de gottorpske dele af Holsten overdraget Danmark, og dermed kom også universitetet i Kiel under den danske krone. Dette forstærkede de norske ønsker om ligeberettigelse mellem Danmark og Norge gennem et norsk universitet, fordi Norge nu var den eneste større del af helstaten uden et eget universitet.
Det norske ønske om et universitet fremstod som upolitisk og kunne derfor samle forskellige norske grupper, ikke mindst akademikere, for hvem universitetet var et mål i sig selv, og aktivister, som brugte universitetssagen som løftestang for et nationalt politisk program. Efterhånden blev sagen viklet ind i en kamp for større norsk selvstændighed, og nordmændene kunne bruge den til at organisere sig i universitetskomiteen (1793) såvel som Selskabet for Norges Vel (1809) og vise handlekraft.
Frederik 6. lyttede i 1788 til de norske universitetsønsker, og han afviste dem i 1795 med økonomiske begrundelser, der var reelle nok, men motiverne var hele vejen igennem først og fremmest politiske. De danske regeringer var nemlig – med Struensee som en mulig undtagelse – gennemgående modstandere af tanken om særnorske institutioner. Denne modstand kom klart til udtryk i et brev fra 1810, da kongen for sidste gang forsøgte at bremse de norske universitetsønsker: Alt, hvad der ikke bidrog ”til den nøjeste forbindelse og union af hele det forenede monarki,” skulle ifølge Frederik 6. modarbejdes, herunder oprettelsen af et universitet i Norge. Modstanden skyldtes altså hensynet til helstaten, og når kongen alligevel bøjede sig allerede året efter, hvilede beslutningen på samme grund: Han havde behov for støtte fra de ledende norske samfundslag, for at Norge ikke på kort sigt skulle gå tabt for den danske krone.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.