Skærtorsdag den 2. april 1801 sejlede Lord Nelson syd om Middelgrunden for at placere sin flåde syd for danskernes forsvarslinje og så langt væk fra søfortet Trekroners kanoner som muligt, og angrebet på danskerne begyndte.
Fordi danskerne havde placeret deres linje så tæt på Middelgrunden, kunne englænderne ikke manøvrere frit foran den og beskyde den så effektivt som ellers. I løbet af kampen løb en del af de engelske skibe på grund. Det drejede sig om følgende: Elephant, Defiance, Ganges, Monarch, Agamemnon og Désirée. Slaget kom til at trække ud, og kl. 13:00 undrede admiral Hyde Parker sig over, at Lord Nelsons 'time' var så lang og gav kl. 13:30 Nelson signal til at trække sig ud af kampen – Nelson valgte at overse det ved at sætte kikkerten for sit blinde øje.
Kort over slaget på Reden den 2. april 1801. Kortet er udarbejdet på baggrund af samtidige kort fra Forsvarsgalleriet. © danmarkshistorien.dk
Kl. 14:00 sendte Lord Nelson et brev til 'den danske regering'. I brevet beklagede Nelson, at han desværre så sig nødsaget til at sætte ild til de skibe, han havde erobret, hvis skydningen ikke straks ophørte. Og han ville ikke kunne redde de tapre danske søfolk, der endnu befandt sig ombord.
Lord Nelsons første brev. Her kræver han, at Danmark stopper al modstand. Teksten lyder i oversættelse: Lord Nelson har ordre til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand; men dersom skydningen vedbliver fra dansk side, vil Lord Nelson være nødt til at sætte ild på alle de flådebatterier, som han har erobret, uden at det står i hans magt at frelse de tapre danske, som har forsvaret dem. Ombord på Hans britiske Majestæts skib Elephant, Københavns Red 2. April 1801. Nelson og Bronte [Nelsons sicilianske hertugtitel], Viceadmiral under admiral Sir Hyde Parkers Overkommando. Til englændernes brødre, de danske. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)
Kl. 14:30 modtog kronprinsen Lord Nelsons brev, og kl. 15:00 modtog Lord Nelson kronprinsens accept af forslaget om våbenhvile. På dette tidspunkt havde englænderne klart den bedste position i slaget og kunne have forlangt betingelsesløs overgivelse, men diplomatiets spil var i gang, og våbenhvilen skulle forhandles på plads. Den 6 timer lange kamp havde kostet mere end 2.000 døde og sårede på begge sider.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.