Muhammed-krisen og terrorlovgivningen fik sin helt egen udløber, da en særlov blev vedtaget i 2008. I sagen, der blev døbt tunesersagen, anholdt PET i februar 2008 tre mænd, en dansk statsborger og to tunesere, der var mistænkt for at planlægge mord på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. 17 danske aviser valgte efterfølgende at genoptrykke de 12 tegninger i sympati med Westergaard.
Sagen mod den danske statsborger blev droppet, men de to tunesere blev udvist administrativt set med hjemmel i terrorlovgivningen. Der blev fremlagt beviser, som kun daværende justitsminister Lene Espersen (C) og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) fik at se. De hemmelige beviser og den manglende rettergang fik tunesernes forsvarere til at anke sagen til Højesteret, der krævede, at sagen skulle gå om. Da de to tunesere ikke kunne udvises til Tunesien på grund af risiko for tortur, fik de tålt ophold i Danmark. Den ene rejste dog frivilligt til Marokko, mens sagen stod på.
Folketinget vedtog efter tunesersagen – med et lille flertal bestående af VKO – en særlov, den såkaldte tuneserlov, den 19. december 2008. Loven var en ændring af udlændingeloven. Den nye lov blev vedtaget, efter at BT havde afsløret, at tuneseren, der var blevet i Danmark på tålt ophold, kunne opholde sig tæt på Westergaards bopæl. Særloven kræver, at personer på tålt ophold har daglig meldepligt. Overtrædelser straffes med fængsel.
I dette tema er der samlet et udvalg af det materiale på danmarkshistorien.dk, der handler om Danmarks terrorlovgivning og Muhammed-krisen. Der er tale om henvisninger til de relevante periodeafsnit og artikler, og endvidere er samlet en række kilder, der på forskellig vis har fokus på hændelser og lovgivninger med betydning for terrorlovgivningen og Muhammed-krisen.
I temaet kan du læse forfatter Leif Davidsens kommentar til de øgede sikkerhedsforanstaltninger, især i lufthavne. Fra: Wikimedia Commons
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.