Parisaftalen (klimaaftale fra 2015)

Aftalens målsætning er at begrænse den globale opvarmning til under 2, helst til 1,5 grader Celsius, sammenlignet med temperaturniveauet før den industrielle revolution. Parisaftalen er dermed det vigtigste skridt på vejen for en global omstilling til lavere udledning af drivhusgasser.

For at nå dette langsigtede temperaturmål er ambitionen, at de globale udledninger af drivhusgasser skal toppe så hurtigt som muligt og derefter hurtigt falde. På den måde håber man at opnå en balance mellem udledningen og optaget af drivhusgasser i anden halvdel af dette århundrede og dermed kunne stabilisere klimapåvirkningen.

Med Parisaftalen forpligter landene sig til at fremlægge nationale reduktionsbidrag – det vil sige, at bidrage til den globale reduktion i udledningen af drivhusgasser. EU har på vegne af Danmark og de øvrige medlemslande fremlagt ét samlet reduktionsbidrag. Bidraget lød oprindeligt på en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40 procent i 2030 i forhold til i 1990, som fordeles landene i mellem gennem EU’s egne forhandlinger.

For Danmark og EU var det helt centralt i forhandlingerne, der førte til Parisaftalen, at aftalen sikrer handling fra alle lande. Det er lykkedes, idet 188 lande pr. 1. marts 2016 har fremlagt nationale klimaplaner. Klimaplanerne indeholder reduktioner, som dækker over 95 procent af de globale udledninger af drivhusgasser. Til sammenligning omfatter Kyotoprotokollen fra 1997 kun 38 lande og omfatter under 15 procent af de globale udledninger.

Som et element i Parisaftalen skal der etableres et transparent regelsæt for, hvordan man opgør landenes klimaindsats. Regelsættet skal sikre, at man kan følge med i, om landene holder, hvad de har lovet og samtidig gøre det muligt at vurdere de samlede fremskridt i forhold til aftalens langsigtede målsætninger. Aftalen indeholder som noget centralt en såkaldt ambitionsmekanisme, der skal bidrage til løbende at øge den globale indsats for at reducere udledningen af drivhusgasser.

Som det er nu, er landenes samlede indmeldte reduktionsbidrag nemlig ikke nok til at holde den globale temperaturstigning under to grader. Derfor er det helt centralt, at man løbende øger indsatsen. Med ambitionsmekanismen skal parterne hvert femte år (startende i 2020 – udsat til 2021 grundet Covid-19) vurdere, hvordan det går med at opfylde aftalens langsigtede mål, herunder den omtalte 40 procent målsætning fra EU. I lyset af den vurdering skal landene bekræfte eller opdatere deres eksisterende reduktionsbidrag og evt. forpligte sig til nye reduktionsbidrag.

I Parisaftalen bekræfter industrilandene et løfte fra 2020 om at mobilisere 100 milliarder US dollars om året til ulandenes klimaindsats fra såvel offentlige som private kilder. Desuden skal der inden 2025 vedtages et nyt mål for finansiering til ulandenes klimaindsats for perioden efter 2025. Her åbner Parisaftalen samtidig for, at flere lande kan bidrage til finansieringen.

Parisaftalen skulle formelt træde i kraft, når mindst 55 lande, der står for mindst 55 procent af de globale udledninger af drivhusgasser, har ratificeret aftalen i deres respektive parlamenter. Det skete den 4. november 2016 umiddelbart før COP22 i Marrakesh i Marokko og markerede dermed et historisk vendepunkt i den globale klimaindsats.

Mindre end et år efter klimatopmødet i Paris havde 94 lande, der står for 66 procent af verdens udledninger, ratificeret aftalen. Danmarks ratificerede aftalen dels som en beslutning i Folketinget dels som en efterfølgende samlet beslutning i EU.

• IPCC
• menneskeskabte klimaforandringer
• FN – Forenede Nationer

• COP-møderne på FN's website (på engelsk)
• Kyotoprotokollen (på engelsk)
• FN's klimakonvention (på engelsk)
• Parisaftalen på FN's website (på engelsk)