Derfor gik eksperimentet med de grønlandske børn galt

For 70 år siden blev 22 grønlandske børn adskilt fra deres familier og sat på et skib til Danmark som en del af et eksperiment.

Børnene blev tvunget til at tale dansk og gå i dansk skole, fordi de skulle være rollemodeller et nyt tosproget skolesystem, men forsøgets store visioner endte at glide ud i sandet, mens børnene led under store menneskelige konsekvenser.

En af hovedpersonerne i fortællingen om de grønlandske tvangsadoptioner er 75-årige Helene Thiesen, der blev født i Nuuk og som 7-årig flyttet til Danmark.

Tirsdag kom en chauffør kørende til hendes hjem i Stensved og afleverede en hvid kuvert. Den indeholdt et brev, som Helene Thiesen, har efterspurgt længe: En uforbeholden, skriftlig undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg kan næsten ikke tro det. Vi har prøvet at få den her undskyldning så mange år, og endelig er den her, siger Helene Thiesen.

Forældreløse brobyggere

Statsministerens undskyldning kommer samtidig med, at regeringen og det grønlandske landsstyre offentliggør en historisk udredning, der kortlægger, hvad der egentlig skete, dengang børnene blev sendt til Danmark.

Visionen var, at børnene skulle "bygge bro" mellem Grønland og Danmark og samtidig selv få et bedre liv. Ingen af de to missioner lykkedes, konkluderer Sniff Andersen Nexø, der er en af tre forfattere på udredningen.

- Meget lidt bliver, som man forestiller sig, og det tyder på, at det i høj grad skyldtes tilfældigheder, siger hun.

Efter krigen skulle Grønland moderniseres, og det danske sprog blev set som et vigtigt værktøj i den proces. Derfor satte danske myndigheder, Røde Kors og Red Barnet et projekt i søen, hvor grønlandske børn skulle til Danmark og lære sproget og kulturen, for så at vende tilbage til Grønland som en ny, grønlandsk elite.

Det var danske præster, der flere steder i Grønland udvalgte børnene. De skulle være omkring 6-7 år gamle, forældreløse, sunde og intelligente.

Men dette var blot et af de punkter, hvor tingene ikke gik som planlagt, fortæller Sniff Andersen Nexø.

Man kunne ikke finde forældreløse børn nok, og derfor var det kun seks af de 22 børn, som reelt var forældreløse. Alderskriteriet blev også udvidet, så det ældste barn, der i 1951 blev sendt til Danmark, var ni år gammelt.

Et glemt sprog

Børnene boede på Red Barnets feriekolonier og siden hos danske plejefamilier i samlet cirka 15 måneder.

Byggeriet af det børnehjem i Nuuk, som de skulle bo på, trak ud, og forsinkelsen endte med, at seks børn blev i Danmark og blev adopteret af deres danske plejefamilier. De resterende 16 vendte retur og var ifølge arkivmaterialet "i topklasse". Men savnet af deres familier var stort.

Stik imod planerne startede de resterende børn i en skole, hvor undervisningen og legekammeraterne var dansktalende.

- De havde glemt grønlandsk, så de blev sat på skolen for danske børn. Og dermed røg muligheden for at bygge bro, siger Sniff Andersen Nexø.

De blev set som fremmede af både grønlændere og danskere, og det glemte sprog skabte også et ar, der går igen i børnenes historier.

- Børnene blev livslangt afskåret fra deres familier - både fordi de ikke talte sproget længere og geografisk var meget langt fra dem, siger hun.

Efterhånden som børnene fyldte 15, flyttede de fra børnehjemmet, den sidste i 1960. En stor del vendte tilbage til Danmark, en mindre del flyttede til andre lande. Kun seks levede deres liv i Grønland.

- Børnene mistede fuldstændig tilhørsforholdet til det land, de skulle have spillet en rolle i. På mange måder er et det en historie om at miste sin identitet, siger Sniff Andersen Nexø.

Forsøget kørte af sporet

Undervejs i arbejdet er der meget lidt i arkivmaterialet, der ligner bekymringer eller overvejelser om, hvad "eksperimentet" egentlig betød for børnene.

- Det er ret overraskende. Vi er ikke stødt på bekymringer, hvor nogen siger "Hov, det kan være et problem for barnet", siger Sniff Andersen Nexø.

Men tvangsadoptionernes konsekvenser kan aflæses i en sørgelig statistik: Halvdelen af børnene endte med en tilværelse fyldt med misbrug, og mange oplevede psykiske problemer og fik et kort liv. Ud af de 22 børn lever seks af dem i dag, og halvdelen af dem døde, inden de fyldte 70.

- Slog eksperimentet fejl?

- Ja. Det vil jeg sige, når man ser på det i dag. Det blev lagt ud som et forsøg, hvor man skulle følge børnenes udvikling nøje. Men i det øjeblik, det var sat på skinner, blev der ikke holdt øje længere, mange beslutninger var bare praktiske løsninger på forhindringer undervejs, og man tabte formålet af sigte, siger Sniff Andersen Nexø.

Hun kalder Mette Frederiksens undskyldning for "vigtig". Men historikerens håb er, at udredningen kan bidrage med noget lige så tiltrængt hos de seks tilbageværende: Give svar.

- De her børn har levet et helt liv, hvor de har manglet svar på nogle grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skete det? Og hvorfor blev det mig?, siger Sniff Andersen Nexø.

- Og selv om en del af svaret er, at det har været tilfældigheder, så har vi forsøgt at klarlægge det, siger hun.